fredag den 20. februar 2015

Kyllinglårfilet i grov tomatsovs


Denne ret har vi fået til aften, og den smagte skønt. Den var dejlig let at bikse sammen, og man kan jo putte lige de grøntsager i man har lyst til, eller har på lager :-)

Kyllinglårfilet i grov tomatsovs:

1 pakke kyllinglårfilet ( fåes i bla. rema1000)
2 løg ( skåret i grove både)
1 grøn peberfrugt ( skåret i grove tern)
2 fed hvidløg ( grofthakket)
2 dåser hakkede tomater
Olie
Karry ( jeg brugte indisk karry fra ASA spices )
Salt

- Kyllingen krydres godt med karry og lidt salt. Herefter brunes den godt på begge sider i en gryde med lidt olie.

- Når kyllingen er brunet tages den op.

- Løgene hældes ned i gryden og svitses et par minutter i olien. Jeg tilsatte ikke ekstra olie, men det gør man bare hvis der ikke er nok.

- Hvidløget tilsættes , og der røres godt rundt. Lad det svitse et par minutter. Løg og hvidløg skal ikke tage farve, det skal bare klares.

- Tilsæt de hakkede tomaer, og rør godt rundt. Herefter puttes kyllingen ned i sovsen, og retten småsimre i ca. 30 minutter .

- Tilsæt peberfrugt , og lad det simre i ca. 10 minutter mere.

- Smag til med salt, og retten er nu klar til servering.

mandag den 16. februar 2015

Chokoladeboller


Har i lang tid tænkt på at bage en portion chokoladeboller, men har bare ikke rigtig fået taget mig sammen. I dag blev så dagen, og NØJ hvor er de bare blevet gode!!

Jeg har bruge callebaut mørk chokolade, men altså man kan jo vælge lige den chokolade man selv ønsker.


Chokoladeboller: Ca. 15 stk.

25 g. gær
2 dl lunken vand
2 dl mælk
3/4 dl neutral olie
1 tsk salt
1 spsk sukker
Hvedemel
Chokolade ( jeg vejede altså ikke af, så brug den mængde du mener er passende)

- Gæren udrøres i vandet, og mælk, sukker, salt og olie tilsættes.

- Lidt mel og chokoladen tilsættes, og der røre rundt ( jeg bruger min køkkenmaskine) . Tilsæt lidt mel ad gangen, dejen skal være fin ensartet og blød, og samtidig stadig let klistret.

- Lad dejen køre på maskinen i 5-10 minutter. ( Har du ingen køkkenmaskine, må du bare sørge for at ælte dejen godt igennem).

- Dejen dækkes til med et viskestykke, og stilles til hævning i ca. 45 minutter.

- Form bollerne og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve overdækket i ca. 20 minutter mens ovnen varmer op.

- Pensel bollerne med vand inden de kommes i ovnen.

- Bages ved 175 grader varmluft i ca. 10-15 minutter.

torsdag den 12. februar 2015

Kylling i fad


Ja jeg indrømmer altså gerne at jeg er pænt glad for ting der kan passe sig selv i ovnen, mad i fad er et kæmpe hit her i huset. Det smager hammer godt, man kan variere det i det uendelige, og så er det nemt at lave :-)

I aften stod den på kylling i fad, og det smagte hammer godt. Vi fik ris til, det kunne helt sikkert også være lækkert med en god salat .

Kylling i fad:

1 pakke kyllinglårfilet ( købes i bla. rema1000)
200 gram champignon ( skåret i små både)
1 bundt forårsløg ( skåret i skiver)
1 lille dåse majs
1 rød peberfrugt ( i tern)
1 dåse hakkede tomater
1/4 liter madlavningsfløde
1 pakke bacon i tern
Salt
Cajunkrydderi ( man kan bruge lige det krydderi man vil)


- Bacon steges på panden. Det skal ikke blive sprødt, men bare tilberedt. Herefter hældes det i et smurt ovnfastfad

- Champignon steges også på panden, og til sidst tilsættes forårsløg som også lige hurtig svitses af. Det hældes herefter ned i fadet til baconèn .

- Majs, peberfrugt, hakkede tomater og fløde hældes også i fadet, og der krydres med lidt salt, og røres godt rundt.

- Kyllingen krydres godt med cajunkrydderi og lidt salt, og brunes på begge sider. Herefter lægges det ned i fadet. Det gør ikke noget at kyllingen ikke dækkes helt af sovsen.

- Fadet smides nu i ovnen ved 175 grader varmluft i ca. 45 minutter.


onsdag den 11. februar 2015

Trøfler med chokoladeovertræk


For en del år siden boede vi tæt på et bageri, hvor man kunne købe de lækreste trøfler med chokoladeovertræk, og siden vi flyttede har jeg drømt om dem mange gange. Derfor besluttede jeg mig igår for, at NU skulle jeg altså lave nogen selv.

Jeg syntes at de bliver bedst , når man bruger en slags wienerbrød sammen med noget tørkage af en art, evt. også et par småkager. Derfor var jeg et smut forbi rema1000 og købe et par fastelavnsboller, dem med et "hul" i midten fyldt med syltetøj. Man kan også sagtens bruge andet wienerbrød, men fastelavnsbollerne koster ikke så meget, og det var hvad jeg lige kunne få fat i.
Vi er ikke så vilde med krymmel herhjemme, så chokoladeovertrækket er altså bare et ekstra plus .



Trøfler: 12-14 stk.

1 lille sandkage fra rema1000 ( andet kage kan sagtens bruges)
2 fastelavnsboller
Marmelade ( hindbær eller jordbær)
Kakaopulver ( det man bager af)
Chokolade til overtræk

- Kagen skæres i tern og smides i foodprocessoren , der tilsættes lidt kakao og marmelade, og så røres det ellers bare sammen. Jeg vil tro jeg brugte ca. 3 spsk kakao, og 4-5 tsk. marmelade, jeg tilsatte bare lidt ad gangen til den ønskede konsistens og smag.

- Når massen har den ønskede smag og konsistens, sættes den på køl i ca. ½ time.

- Nu er det bare at rulle trøflerne, og dyppe dem i chokoladen.

tirsdag den 10. februar 2015

Frikadeller med estragon og sød chilisovs.


I aften står den på frikadellesandwich, og så skal der selvfølgelig hjemmelavede deller til. Her i huset svinger det afsindig meget hvad jeg kommer i dellerne, det kan være alt fra den "traditionelle" mormor frikadelle, til diverse grøntsager, krydderier, krydderurter og havregryn.

Jeg elsker kombionationen af svinekød og estragon, så det faldt valget på i dag. Derudover havde jeg en rest sød chilisovs , så det røg også i. Det blev en skøn omgang deller, og jeg glæder mig til at sætte tænderne i en lækker sandwich om lidt :D

Jeg lavede en stor portion, så der også er til fryseren.

Frikadeller med estragon og sød chilisovs:

1 kg hakket kalv/flæsk
2 løg ( finthakket)
2 æg
Mælk ( jeg slumper mig altså frem)
2½ tsk tørret estragon
Ca. 2 spsk sød chilisovs
Mel ( igen slumper jeg mig frem)
2 tsk, salt
Peber.

- Det hele blandes sammen til en ensartet fars. Og stilles herefter på køl i 30-60 minutter.

- Så er det bare med at forme dellerne og få dem stegt. Jeg vælger oftest at brune dem på panden, og så stege dem færdig i ovnen. Det er meget nemmere, sviner mindre, og tager kortere tid :-)