mandag den 19. maj 2014

Koteletter i fad med tomat, peberfrugt , champignon og karry.


Da jeg lige tjekkede køleskabet igennem, inden jeg skulle op og handle, kunne jeg se at der var nogle grøntsager der sang på sidste vers, og i vindueskarmen stod der også nogle meget modne tomater. Derfor besluttede jeg mig for at bruge det til en omgang koteletter i fad, som er en let ret at proppe en masse grønt i, og så smager det jo himmelsk.
Som altid når jeg laver koteletter i fad, proppede jeg godt med karry , fløde , grøntsager og bacon i. Normalt bruger jeg hakkede tomater på dåse, men i dag lavede jeg dem selv, for på den måde fik jeg jo brugt alle de grøntsager der råbte på mig.

Til de hakkede tomater brugte jeg 1 kg tomater, som jeg skar et kryds i, og hurtig blancherede i en gryde kogende vand, så skindet let kan pilles af, og de kunne skæres i tern. Så ser de således ud:


Derefter bragte jeg dem op at koge, og lod dem så småsimre i 20-25 minutter, til de lignede tomater fra dåse. De skal se sådan her ud :


Hvis du ikke gider bøvle med tomaterne selv, så kan man SAGTENS bare bruge dem fra dåse, det gør jeg som sagt også selv normalt. Man kan også putte de grøntsager i som man ønsker, herhjemme er det forskelligt hvad jeg kommer i, det bliver ofte hvad jeg lige har på lager, og hvad jeg har lyst til.
Jeg puttede kun 4 koteletter i , da vi kun er 2 personer herhjemme. Men der er nok sovs til 4 personer vil jeg mene ( vi har til 2 dage) . Så du putter bare ekstra koteletter i, hvis du vil have til flere personer.

Koteletter i fad:

4 koteletter
1 pk. bacon i tern
Hakkede tomater som ovenfor ( eller 2 dåser hakkede tomater)
3 forårsløg ( i skiver)
2 rødløg ( skåret over, og så i skiver)
300 g. champignon ( skåret i kvarte)
1 grøn peber (skåret i grove tern)
½ rød peber ( skåret i grove tern)
1 lille dåse majs
½ liter fløde
Karry, salt, peber. (Jeg bruger en del karry, da vi elsker det).

- Varm lidt fedtstof op på en pande, og hæld karry på ( brug hvor meget du nu har lyst til). Brun koteletterne i karryen, og læg dem i bunden af et smurt ovnfast fad.

- Hæld lidt mere fedtstof og karry på panden, og svits hurtigt løg og champignon deri. Hæld derefter det ned i fadet.

- Steg baconèn på panden, den skal ikke blive sprød, men bare tilberedt, og hæld det i fadet.

- Hæld de sidste ting i fadet pånær salt/peber, og rør godt rundt så det hele bliver godt fordelt.

- Krydr til sidst med slat/peber, husk at tage højde for at der er bacon i retten, som afgiver en del salt.

- Sættes i ovnen på 175 grader varmluft i 45-60 minutter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar